/ Grønningen

Grønningen er et parkområde, der fungerer som et bindeled mellem byen og den nærliggende natur på Amager Fælled.
 
Billedebeskrivelse

Den urbane zone
er det nordligste område i Grønningen, der strækker sig fra KUA (Københavns Universitet Amager) og nordpå. Zonen repræsenterer det urbane og pulserende liv i centrum af bydelen, der skabes af de studerende, beboerne og andre brugere. Her er indrettet mødesteder, og området har et urbant udtryk med stærke farver, betonkanter og klippede hække.

Billedebeskrivelse

Den parkprægede zone
er et rekreativt område mellem Boligslangen og Karen Blixen Parken. Her er der anlagt sidde- og opholdszoner med læ samt petanquebane og en knaldblå og rød multibane.
 
Billedebeskrivelse

Den naturprægede zone
ligger mellem DR Byen og Ørestad Boulevard og skaber med sit vildere naturpræg overgangen mellem Ørestad Nord og Fælleden. Her findes desuden træningspavillon, 7-mands fodboldbane af kunstgræs, grøn hundegård samt en naturlegeplads.
 
Grønningen rummer desuden strømudtag til brug ved arrangementer og aktiviteter, samt en vandpost til de tørstige. 

Opland Landskabsarkitekter, der har tegnet helhedsplanen, har tilstræbt at skabe gode betingelser for fritidsaktiviteter såvel som for ophold. De mange forskellige typer beplantning danner læ og nicher til ophold samt gode betingelser for fugle- og dyreliv.

Se kort 

--------------------------------------------------

Billedebeskrivelse

/ Kommende byrum

I de kommende år vil der opstå nye og anderledes byrum i Ørestad Nord. Det skyldes, at formgivning og indretning af bydelens offentlige rum gerne sker i slutfasen af byggeriet af de tilgrænsende bygninger. Når bydelen "skyder i vejret", får vi altså også nye rum mellem husene. 

Det første byrum, der bliver færdigt er "Mikado House forplads", der etableres foran Mikadohouse i tilknytning til Emil Holms Kanal. Pladsen vil blandt andet rumme udeservering til café og restaurant og med sin sydvendte placering indbyde til ophold fra frokost til solnedgang. Pladsen betragtes af bygherren som hjertet i Ørestad Nord og ”stedet man lige skal forbi”.

Byrummet "Universitetstorvet" anlægges ud mod Emil Holms Kanal i forbindelse med Københavns Universitets ombygning og forventes færdiganlagt i 2013. Det ca. 10.000 m2 store torv vil fungere som samlingssted for hele området. Til den tid vil hovedindgangen til Københavns Universitet desuden være placeret ud til Universitetstorvet, og der vil være etableret en “rambla” efter spansk forbillede, som vil løbe fra metrostationen ”Islands Brygge” til Universitetstorvet.

DR-Byens forplads følger på nuværende tidspunkt kanalen i et forløb ned til DR-Byens Metrostation. Først når den tidligere ”Rigsarkivgrund” er færdigudviklet, vil den endelige form og formgivning af pladsen finde sted, og den vil da være på ca. 10.000 m2. 
 

--------------------------------------------------

/ MEGA MOB  

Danmarks største eksperimentarium for byliv og byrum 

I den sydligste del af Ørestad Nord på den tidligere Rigsarkivgrund er et område, der svarer til ca. fire store fodboldbaner, blevet til Danmarks største Midlertidige Offentlige Byrum: MEGA MOB. Arealet inviterer såvel brugere af Ørestad Nord som de omkringliggende kvarterer til at bruge MEGA MOB, mens der ventes på, at grundens fremtidige bebyggelse går i gang. Idéen er samtidig at teste muligheder for indretningen af bydelens kommende byrum.

Billedebeskrivelse

Det er råt
På baggrund af projektets midlertidighed er MEGA MOB skabt med få midler og blandt andet ved genbrug, idet flader og inventar er lavet af lånte byggematerialer, fx træpaller, betonringe og trafikværn.

MEGA MOB mod pladsmangel
I Ørestad Nord Gruppen vil vi meget gerne høre fra alle, der har idéer til byrumsudstillinger, kultur- eller miljøevents eller lignende, som kræver plads og frie udfoldelsesmuligheder - måske MEGA MOB kunne være noget for jer?


MEGA MOB-projektet er iværksat af Ørestad Nord Gruppen og er det seneste i en række midlertidige byrumstiltag i området. Bag projektets finansiering står Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter, Amager Vest Lokaludvalg og Københavns Kommune.

Rigsarkivgrundens navn stammer fra de oprindelige planer om at placere Rigsarkivet på grunden.

Se kort

--------------------------------------------------

/ ...Alle lommerne!

Murværk af Kirkeby

Foruden Grønningen og MEGA MOB findes der masser af "grønne lommer" i Ørestad Nord, som man kan færdes på og opholde sig i. En af dem er den ubebyggede Idrætsgrund, som der er planer om at forvandle til et grønnere og mere indbydende sted i den nærmste fremtid. Læs mere

De øvrige arealer byder blandt andet på et monumentalt kunstværk af Per Kirkeby, skønne udsigter over Fælleden, refleksioner i Den Landskabelige Kanal og ikke mindst frisk luft og højt til himlen.