|
|
 |
 |
|
Et sugerør, der renser vandet, før det drikkes, er blot ét af de designs, der har vundet den prestigefyldte danske designpris INDEX: Award. Med præmier på en halv million euro er prisen verdens største indenfor design. Bag prisen står organisationen INDEX: Design to improve life, der med hovedkvarter i Ørestad Nord, er et vitalt omdrejningspunkt for et globalt netværk af designere, brugere og investorer, der alle arbejder for at forbedre den globale livskvalitet.

Det storslåede projekt indledtes tilbage i 2002, da Erhvervsministeriet undersøgte mulighederne for at gøre Danmark til vært for en ny verdensomspændende designbegivenhed. Det skulle være en begivenhed, der kunne brande landet og lokke turister og investeringer til. Under CEO Kigge Hvids ledelse blev dette udgangspunkt benyttet til at sætte nyt fokus på designs potentiale, nemlig som en mulighed for at forandre og forbedre menneskers levevilkår. I 2009, fire år efter den første prisoverrækkelse, står Index som en vital drivkraft bag udviklingen af design, der forholder sig til spørgsmål om bæredygtighed og livskvalitet.
INDEX: - Tradition og fornyelse
INDEX: ser sig selv som del af en veletableret tradition for skønhed, funktionalisme og humanisme indenfor dansk design. Men INDEX: rækker også ud i verden, ind i fremtiden. Bag INDEX: opererer et stort netværk af Regional Ambassadors, der er designere og innovatører, som fra deres hjem rundt omkring på kloden konstant holder INDEX: hovedkvarteret i Ørestad Nord orienteret om nye koncepter og produkter. Derudover står INDEX: bag konferencer og camps, som skal inspirere til design, der forandrer og forbedrer.
Hovedkvarteret i Ørestad Nord
Det synes også, at være denne fornemmelse for innovation, der er årsagen til, at Index:-organisationen har lagt sit hovedkvarter i Ørestad Nord, nærmere bestemt hos væksthuset 5te unIT på det gamle Københavns Universitet:
”Med placeringen i 5te unIT, befinder INDEX: sig midt et dynamisk miljø for vækst og innovation, som kan understøtte organisationens ambitioner og profil”, fortæller Pressechef Lisbeth Juul fra INDEX:, og refererer dermed til, at 5te unIT har formået at samle 100 lovende start-up-virksomheder dør om dør i flot renoverede lokaler på det gamle Københavns Universitet. Læs mere om 5te unIT
Galla i DR Byen
D. 28. august 2009 blev INDEX: Award uddelt for tredje gang. Det skete ved en gallabegivenhed i DR-Byens koncertsal. Over 700 designs dystede om at blive udvalgt af en international jury bestående af førende tænkere indenfor design, heriblandt Nille Juul-Sørensen fra Arup og Arnold S. Wasserman fra The Idea Factory. De udvalgte designs blev først udstillet på Kongens Nytorv, og senere turnerede den over hele verden.
Læs mere om INDEX: Design To Improve Life og INDEX: Award på organisationens hjemmeside http://www.indexaward.dk/
|
 |
|
|
Innovation Lab er et internationalt videncenter for teknologi, der har fod på de nyeste teknologiske trends og muligheder med kommende teknologi.
Fra kontorerne i Ørestad Nord og Århus har Innovation Lab opbygget et internationalt netværk indenfor forskning, produktudvikling og iværksætteri verden over. Netværket er Innovation Labs ”antenneforening”, det er herigennem, at videncentret danner sig overblik over, hvilke teknologier, der er på vej, hvad teknologierne kan bruges til, og hvem der er længst med hvad. Overblikket giver videncentret en ret præcis fornemmelse for, hvad der vil røre på sig om 3-5 år, som er den tid, der er på tegnebrættet i forsknings- og udviklingsafdelinger lige nu.
Centrets formidler sin viden gennem foredrag og artikler, udstillinger, såsom de populære DemoLabs, workshops, seminarer og projekter, for derved at opremse muligheder og udfordringer, som organisationer og virksomheder står overfor. Og der er bred interesse. Innovation Labs kundekreds strækker sig fra internationale kæmper som Sony Ericsson, Samsung og Mars til hjemlige brands som B&O, Oticon og AP Møller Mærsk.
Ydelser
Gennem en række medier og formidlingsaktiviteter gør Lab Agents fra Innovation Lab fremtidsperspektiverne håndgribelige og forståelige, så teknologien kommer til at give mening for os mennesker.
DemoLab er en enestående samling af prototyper og produkter, der gør det muligt at udforske og afprøve nye teknologier. DemoLab kan blandt andet opleves på Innovation Labs afdeling i København, men kan også udlejes for at fungere som en øjenåbner til firmadage, receptioner, produktpræsentationer eller som kickstart på en udviklingsdag. Innovation Lab medbringer alt det udstyr, der skal til for at skabe en god oplevelse. Hvert år besøger flere tusinde DemoLab, og får en håndgribelig oplevelse af fremtiden, der krydret med forklaringer fra Lab Agents, giver alle et indblik i morgendagens spændende opfindelser.
Special Interest Groups (SIG) er for de, der arbejder med innovation og forretningsudvikling. En SIG anføres af en LAB agent med snuden dybt begravet i området. Gruppen mødes med faste intervaller 3 gange om året. Et møde vil have en varighed af 2-3 timer, hvor et oplæg fra LAB agenten vil være omdrejningspunkt for den efterfølgende dialog og erfaringsudveksling. Det er altså også en mulighed for at skabe et fagligt netværk, som rækker udover egen organisation.
Innovation Lab er et A/S, men med et non-profit charter. Videncentrets force ligger i konstellationen bred viden, formidlingsteft og innovationsevne. Læs mere
|
 |
|
|
Alexandra Instituttet, der har en afdeling i IT-væksthuset 5te på IT-Universitetet, er et anvendelsesorienteret forskningsinstitut, der bygger bro mellem it-forskning, virksomheder og offentlige institutioner.
Instituttet udvikler nye it-baserede produkter og services gennem forskningsbaseret innovation og leverer viden baseret på den nyeste forskning. Den forskningsbaserede innovation hviler på to søjler: Henholdsvis Forskning og Udvikling, hvor man igangsætter, organiserer og gennemfører forsknings- og udviklingsprojekter, hvor it-forskere, virksomheder og brugere samarbejder om it-innovation. Og Teknologiske Serviceydelser, hvor Alexandra Instituttet leverer en række ydelser og produkter, som understøtter virksomheders innovation. De teknologiske serviceydelser er forskningsbaserede. Det vil sige, at de er baserede på den viden, som instituttet genererer i sine aktiviteter.
Alexandra Instituttet er navngivet i royal stil, delvist inspireret af en tilsvarende svensk institution ved navn Viktoria Institutet. Instituttets medlemsvirksomheder repræsenterer et bredt spektrum i dansk og internationalt erhvervsliv, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt offentlige myndigheder, heriblandt Lego, Vestas, B&O Innovation Lab og IT-Universitetet.
Læs mere om Alexandra Instituttet, her |
 |
|
|

IT-Universitetet – 4 nye masteruddannelser
Undersøgelser viser at de danske virksomheder længe har efterspurgt kvalificerede medarbejder med kompetencer indenfor it og den digitale verden. For at imødekomme efterspørgslen har IT-Universitetet fra efteråret 2009 tilbudt fire nye masteruddannelser.
En Master er specielt tilrettelagt for erhvervsaktive, så de kan få et it-kompetenceløft samtidig med, at de arbejder. At tage en uddannelse samtidigt med, at man arbejder, passer familie og venner, lyder for mange som en uoverskuelig opgave. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Masterstudiet er et fleksibelt deltidsstudie, hvor man kan skrue op og ned for studieaktiviteten. Masterstudiet er tilrettelagt som et 2-årigt forløb og giver i alt 60 ECTS-point, hvilket svarer til 1 års fuldtidsstudier. Det kræver minimum en bacheloruddannelse, en mellemlang videregående uddannelse eller tilsvarende kvalifikationer, samt mindst to års relevant erhvervserfaring for at blive optaget på en master på IT-Universitetet. En samlet master koster ca. 50 000 kr.
De fire nye masteruddannelser har følgende titler: Interaktionsdesign og multimedier, IT-ledelse og strategi, Organisation og implementering og endeligt Softwarekonstruktion.
Interaktionsdesign og multimedier
En Master i Interaktionsdesign og multimedier lærer de studerende at vurdere, udvikle og implementere interaktive flermedielle løsninger og produkter, både på nettet og på mobile enheder. De studerende vil få indsigt i de nyeste principper, teorier og teknikker samt brugernes oplevelse af medier og produkter. Læs mere her
IT-ledelse og strategi
En Master i IT-ledelse og strategi giver de studerende teoretisk og praktisk forståelse af alle de delelementer og gensidige påvirkninger, der indgår i strategisk ledelse med it. De studerende vil lære at analysere en situation, udforme en strategi og ikke mindst kommunikere den. Desuden bliver de klædt på til de organisatoriske ændringer, der følger med en ny strategi, samt til at anskaffe og drive it-systemer. Læs mere her
Organisation og implementering
De studerende undervises i at implementere strategier og visioner i organisationen og dens it-systemer på masterstudiet i Organisation og implementering. Derudover vil de studerende lære at forbedre organisationen internt og at styrke kommunikation og samarbejde med kunder, partnere og leverandører, både lokalt og internationalt. Læs mere her
Softwarekonstruktion
På masterstudiet i Softwarekonstruktion beskæftiger de studerende sig med softwarearkitektur, systemudvikling, teknisk design og domænespecifikke sprog samt med forretningsforståelse, projektledelse og strategi. De studerende lærer de nyeste teknologier, metoder og principper til design af software. Læs mere her
KUA – ny bachelor i Kommunikation og it
Københavns Universitet Amager tog i september 2009 konsekvensen af de digitale mediers stigende betydning i samfundet og oprettede en ny bacheloruddannelse i Kommunikation og it.
Uddannelsen har til formål at ruste de studerende til en kommunikationspraksis der mere og mere vil komme til at ske på de sociale mediers præmisser. Kommunikation og it uddannelsen omhandler, hvordan man bruger digitale informations- og kommunikationsteknologier inden for kommunikation, samarbejde og innovation. Uddannelsen integrerer medievidenskab og datalogi. På den ene side får de studerende systematisk viden om computeres opbygning, virkemåde og sociale anvendelser. På den anden side får de studerende færdigheder i at analysere de kommunikationsprocesser og problemer, der kan være ved at bruge it i arbejds- og hverdagslivet. Formålet er, at de kan forbedre samarbejdet mellem forskellige faggrupper og på forskellige niveauer i en organisation. Studiet giver desuden de studerende praktiske færdigheder i programmering, systemudvikling og design, og i at foretage undersøgelser af kommunikation og mediebrug.
Bacheloruddannelsen i Kommunikation og it er en 3-årig uddannelse. De første 2 år er grundfagsstudier, på 3. studieår ligger bachelorprojektet og tilvalgsfag. Læs mere om Kommunikation og it her |
 |
|
|

Københavns Universitet Amager (KUA) har siden 90’erne haft succes med at udbyde en lang række fag på bachelorniveau på Åbent Universitet. Åbent Universitet er et deltidsstudie, der primært er rettet mod erhvervsaktive, der vil deltage i universitetsstudier sideløbende med deres arbejde. Mange læser på Åbent Universitet for at forbedre deres kvalifikationer i forhold til deres nuværende karriere eller med henblik på at skifte job. Andre studerer af ren og skær interesse eller for at udvide deres horisont. Det er muligt at læse alt lige fra CrossMedia Communication til Eskimologi og Retorik. Se alle de udbudte fag her
Kurserne kommer overvejende fra Humanioras bachelor-, kandidat- og masteruddannelser, så niveauet for de udbudte fag er højt. Der skal læses en del teoretisk stof, og de studerende skal være opmærksomme på, at der forventes opgavebesvarelser på akademisk niveau.
Der er brugerbetaling på Åbent Universitet, og det kræver en bestået uddannelse på gymnasialt niveau eller tilsvarende at blive optaget. Læs mere om Åbent Universitet her |
 |
|
|
IT-Universitetet åbnede efter sommerferien 2009 dørene for 80 studerende, der skal gå på en ny bacheloruddannelse i digitale medier og design.
Med den nye bacheloruddannelse vil IT-Universitetet imødekomme et behov hos erhvervslivet efter studerende med praktisk erfaring med udvikling, design og konstruktion samt viden om strategisk planlægning og arbejde med digitale medier. Uddannelsen er tænkt ind i en global kontekst med udgangspunkt i et samarbejde med Georgia Institute of Technolgy i USA. De to universiteter vil samarbejde om fælles undervisningsforløb, podcasting af undervisning og udveksling af studerende.
Gymnasieklasser kan blive inviteret indenfor og få en smagsprøve på den nye uddannelse
Læs mere om den nye uddannelse |
|
|
I december 2008 indviede Københavns Universitet sit nye Experience Lab, der er et moderne laboratotium til observation af mennesker, der bruger IT. Projektet, der er det første af sin art, er blevet til i samarbejde med Det Naturvidenskabelige Fakultet og Det Humanistiske Fakultet og har til huse i Datalogisk Instituts lokaler på KUA.

Foto: Anne Trap-Lind
Med Experience Lab's avancerede elektroniske udstyr er det muligt at lave mere effektive og pålidelige iagttagelser og forsøg med menneskers handlinger, specielt i forbindelse med brug af medier og informationsteknologi.
Experience Lab stiler efter at komme til at fungere som center for interesserede forskere fra Københavns Universitet og deres samarbejdspartnere fra andre vidensinstitutioner. Interesserede projektejere uden for universitetet har mulighed for at tage kontakt med Experience Lab, for at søge om tilladelse til at benytte dets faciliteter.
Læs mere om Experience Lab
|
|
|
|
|
|
|